Hvad er aktier og hvordan fungerer de?
Selvom du er ny inden for investering, har du måske allerede hørt om aktier. Men hvad er aktier egentlig, og hvordan fungerer de? Denne artikel vil dykke ned i de grundlæggende begreber, der hjælper dig med at forstå, hvordan aktier fungerer, og hvorfor de kan være en attraktiv investering for dig.
Hvad er en aktie?
Når man køber en aktie, køber man en større eller mindre del af et selskab. I praksis får man et værdipapir, som beviser ejerskabet af aktien. Det er ikke alle virksomheder, som man kan købe aktier i. Det er kun børsnoterede selskaber, hvor aktier udstedes og handles.
Hvordan fungerer aktiemarkedet?
Aktiemarkedet er et samlet sted, hvor handlen med værdipapirer foregår. Handel med aktier foregår for langt de fleste på en aktiebørs. En børs er en markedsplads som faciliterer handlen af aktier mellem køber og sælger. Prisen på en aktie fungerer på samme måde som prisdannelsen af alle mulige andre varer og ydelser – altså ved udbud og efterspørgsel på aktien.
Hvorfor investere i aktier?
Historisk set, har det generelle aktiemarked haft en stigning på 7-10 % om året de sidste 100 år. Det er selvfølgelig gennemsnittet for alle handlede aktier. Det betyder, at det for nogle aktier er gået godt, mens det for andre er gået dårligt. Man kan godt investere i en enkelt aktie og risikere at miste alle sine penge, hvis det ene selskab går konkurs. Til gengæld er risikoen for at miste sine penge noget mindre, hvis man sørger for at sprede sin risiko ved at investere i flere forskellige aktier. Det betyder, at man investerer i aktier i forskellige brancher, men også forskellige lande. Dermed reducerer man risikoen for at miste sine penge, hvis det går dårligt i en enkelt branche eller for et enkelt land.
Hvis man investerer bredt, kan man altså forvente en stigning i gennemsnit på 7-10 % om året. Det betyder også, at værdien af ens værdipapirer godt kan falde 10 % det ene år, og så stige 20 % det næste år. Derfor er det generelt en god ide at investere langsigtet, så man ikke risikerer at skulle sælge sine aktier med tab, hvis det tilfældigvis er gået dårligt et år eller to på aktiemarkedet.
